Skip til hoved indholdet Søg Søg

Økologiske forbindelser

Økologiske forbindelser

De Økologiske forbindelser er sammenhængende korridorer, der skaber funktionelle forbindelser mellem naturområder. I Gladsaxe er der udpeget tre økologiske forbindelser:

  • Den grønne korridor langs Hillerødmotorvejen

  • Kagsåparken

  • Vandledningsstien

Der gælder følgende retningslinjer:

  • Indenfor de økologiske forbindelser må der ikke foretages ændringer, som overskærer forbindelserne, reducerer eller i øvrigt forringer deres biologiske værdi, uden at der sikres kompenserende foranstaltninger.

  • Spredningsmuligheder og levesteder for vilde planter og dyr skal søges øget gennem forbedring af eksisterende eller etablering af nye økologiske forbindelser.

  • I forbindelse med nyanlæg og omdannelser i byen skal spredningsmuligheder og levesteder tænkes ind langs veje og stier. Der skal etableres velfungerende faunapassager, hvis vigtige forbindelser overskæres. Afstanden mellem levesteder for sjældne, truede eller sårbare dyre- og plantearter må ikke øges.

Link til kort med søgefunktion - Økologiske forbindelser

Billede med markeringer af økologiske forbindelser

Økologiske forbindelser

Økologiske forbindelser er grønne og sammenhængende korridorer, der forbinder større og mindre naturområder, og derfor er grundlag for spredning af dyr og planter. De økologiske forbindelser kan i sig selv udgøre levesteder.

I Gladsaxe er de økologiske forbindelser knyttet til stier, hvorfor de også giver borgerne mulighed for at komme ud til naturoplevelser og at bevæge sig i grønne omgivelser.
De økologiske forbindelser er udpeget med henblik på at fremme grønne sammenhænge for både planter, dyr og mennesker.

De økologiske forbindelser, der er udpeget i Gladsaxe Kommune, har i dag et begrænset naturindhold, og deres værdi er derfor at reservere mulighed for at forbedre deres funktion og naturindhold. I Kagsåparkens Regnvandsprojekt, der anlægges fra 2024 til 2028 arbejdes der for at skabe et varieret naturindhold, der styrker Kagsåparkens funktion som økologiske forbindelse og styrker de rekreative muligheder, samtidig med at der håndteres store mængder regnvand og forhindre overløb af fortyndet spildevand til recipienter.
Kommuneplan 2025 udpeger ikke nye Potentielle økologiske forbindelser, men vi er i planlægningen opmærksomme på muligheden for en ny potentiel økologisk forbindelse mellem Hjortespringkilen og Hareskovkilen. Hensigten er at forbinde de to store naturområder gennem Værebro Park, boldbanerne ved Akademisk Boldklub Gladsaxe og underføringen under Ring 4.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback