Tekniske anlæg og master
Tekniske anlæg og master
Tekniske anlæg omfatter forsyningsanlæg og andre tekniske anlæg som for eksempel genbrugsplads, renseanlæg, deponeringsanlæg mv.
Der gælder følgende retningslinjer:
Nybyggeri skal, hvor det er muligt, tilsluttes den kollektive varmeforsyning, fjernvarme eller naturgas.
Anlæg, byggeri eller andre dispositioner skal respektere højspændings- og naturgasanlæg.
Ud over kommunens egen Genbrugsstation må der ikke etableres større affaldsanlæg.
Der må ikke etableres virksomheder eller anlæg med særlige beliggenhedskrav.
Inden for opmærksomhedszonen til Banedanmarks arbejdsareal, pågår der anledningsvist støjende aktiviteter både dag og nat. Aktiviteterne i området reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. Der skal ved lokalplanlægning redegøres for, at planlægningen ikke vil medføre skærpede miljøkrav for Banedanmark.
Nye master og antennesystemer skal placeres efter Gladsaxe Kommunes retningslinjer om opstilling af mobilmaster og antenner.
Link til kort med søgefunktion - Tekniske anlæg og master
Højspændingsanlæg
Anlæg, byggeri eller andre dispositioner skal respektere eksisterende og mulige fremtidige tekniske anlæg og arealreservationer til el- og gastransmission.
Høje elektrisk ledende objekter nær Eltransmissions jordkabelanlæg, bør ikke placeres nærmere end 50 m fra respektafstanden til jordkabler, uden foranstaltninger for beskyttelse mod spændingsstigning i jorden.
En af Fingerplanens reservationer til 400kV kabelforbindelser på Sjælland for højspændingsanlæg går gennem Gladsaxe Kommune – 400 kV forbindelse fra H. C. Ørstedsværket mod Sverige via Amagerværket. Der er højspændingsledninger, som krydser Hillerødmotorvejen. Eventuelle nye krydsning af statens vejareal skal godkendes af Vejdirektoratet.
Genbrugsstation
Gladsaxes nye genbrugsstation åbnede december 2024. På arealet ved Gladsaxes nye genbrugsstation findes den fredede gravhøj Sneglehøj. Genbrugsstationen prioriterer det arkitektoniske udtryk, som respekterer og iscenesætter gravhøjen Sneglehøj ved at friholde et areal omkring gravhøjen og sikre, at containere bliver placeret i et nedsænket område, så gravhøjen fortsat vil være synlig fra omgivelserne.
I Genbrugsstationens indretning vægtes sikkerhed og brugervenlighed højt ved blandt andet at adskille let og tung trafik, så lastbiler ikke kommer i berøring med borgere.
Virksomheder og anlæg med særlige beliggenhedskrav
I overensstemmelse med Fingerplan 2019, må der ikke etableres virksomheder og anlæg med særlige beliggenhedskrav i Gladsaxe Kommune.
Anlæg ifm. den grønne omstilling af fjernvarmenettet og elforsyningen
Varmeforsyningen i Gladsaxe Kommune er midt i en omstilling. Frem mod 2030 skal der udbygges fjernvarmenet til langt de fleste af kommunens borgere og virksomheder. Samtidig skal kommunen være med til at sikre, at der er tilstrækkelig og bæredygtig fjernvarme til fjernvarmekunderne. Det er et samarbejde mellem kommunen, CTR, de to fjernvarmeselskaber Gladsaxe Fjernvarme og Vestforbrænding samt vores nabokommuner.
Der vil i fremtiden blive brug for mere fjernvarme pga. den store udbygning. Samtidig skal vi udfase biomasse, og vi skal udnytte den voksende mængde er klimavenlig strøm i nettet. Det skal bl.a. ske gennem mere lokalproduktion og gennem lagring af varmen. I det nuværende net anvendes lokale gaskedler til at øge varmen i nettet i Gladsaxe, når det er koldest og varmeforbruget er på det højeste. På sigt skal disse fossile kilder også udfases.
I Gladsaxe Kommune arbejdes der med mulighederne for varmeakkumuleringstanke i forbindelse med elkedler. Tankene vil kunne lagre varmen, når forbruget er lavt og strømmen billig, og sende det varme vand ud i nettet, når forbruget er stort. Dertil undersøges mulighederne for nye lokale varmekilder såsom vand-til-vand varmepumper og geotermi.
Der skal i samarbejde med fjernvarmeselskaberne og CTR findes placeringer til energianlæggene, hvor det er muligt i forhold til blandt andet fjernvarmenet og energiproduktion, uden at skulle gå på kompromis med udviklingen af gode byrum. Der skal arbejdes med bygningernes udtryk, så de tilpasses den eksisterende arkitektur og giver noget igen til byrummet.
Master og antenner
Der ansøges jævnligt om opsætning af nye master og antenner, idet den digitale infrastruktur er i konstant udvikling. Gladsaxe Kommune har udarbejdet retningslinjer for placering af nye master og antenner, som tager udgangspunkt i brug og udvikling af de eksisterende telemaster, kommunen allerede har. Retningslinjer og sagsforløb, myndighedsbehandling og råd til den gode ansøgning findes i Opstilling af mobilmaster og antenner i Gladsaxe Kommune.