Skip til hoved indholdet Søg Søg

Cirkulære affaldsløsninger og ressourcebevidsthed

Cirkulære affaldsløsninger og ressourcebevidsthed

Gladsaxe Kommune vil i videst muligt omfang benytte cirkulære løsninger i kommunens håndtering af ressourcer og affald. Gladsaxe Kommune vil fokusere på forebyggelse og genbrug i forbindelse med husholdningsaffald, jord og bygge- og erhvervsaffald. Herved er der fokus på at spare på ressourcer og mindske miljøbelastningen.

Gladsaxe Kommune har udrullet alle 10 fraktioner til husholdninger, og dette giver alle borgere i Gladsaxe mulighed for at sortere deres affald til genanvendelse. Affaldssorteringen skal fortsat forbedres, så affaldet kan blive håndteret korrekt og blive genanvendt i så høj grad som muligt.

Gladsaxe Kommune udarbejder en ny affaldsplan, som kommer til at hedde Genbrug- og Genanvendelsesplan og bliver vedtaget i 2025. Planen danner ramme for kommunens retning på affaldsområdet. Affaldsmængden skal mindskes, og tiltag med fokus på forebyggelse og genbrug er i højsædet.

Vi skal derfor gøre det nemt for borgerne at sortere deres affald med de rigtige affaldsløsninger og hjælpe til, at løsningerne tænkes tidligt ind i planlægningen.

Der gælder følgende retningslinjer:

  • På den enkelte ejendom skal det sikres, at der er tilstrækkeligt areal til placering af beholdere og udstyr til opbevaring af affald og genanvendelige materialer fra ejendommens brugere.

  • Der skal tidligt i planlægningen reserveres areal til affaldsløsninger, der i samspil med bygninger, friarealer og områdets ”flow” øger tilgængeligheden til god sortering af affald.

Cirkulære affaldsløsninger og ressourcebevidsthed

I 2023 blev der i Gladsaxe Kommunes indsamling fra husstandene og fra de offentlige kuber indsamlet ca. 24.500 ton affald, heraf ca. 13.500 ton til genanvendelse. På Gladsaxe Kommunes genbrugsstation blev der i 2023 afleveret ca. 5000 ton affald, heraf ca. 3.800 ton til genanvendelse. Både borgere og erhverv har adgang til Gladsaxe Kommunes genbrugsstation, der åbnede i december 2024.

I Gladsaxestrategien er målet 46 % reel genanvendelse fra husholdningerne i 2026. I 2023 var den reel genanvendelsen 39,3 %. Reel genanvendelse er den mængde sorteret affald, som uden yderligere forberedende foranstaltninger, bringes ind i den oparbejdningsproces, hvor affaldet konkret omdannes til nye produkter, materialer eller stoffer. Mængder fra genbrugsstationen indgår ikke i beregningen.

I Gladsaxe Kommunes kommende affaldsplan, der kommer til at hedde Genbrugs- og Genanvendelsesplan 2025-2037, er genanvendelsesmålet inkl. affald fra genbrugsstationen. Forventet mål i planen er de nationale mål. 55 % reel genanvendelse i 2025, 60 % i 2030. I 2023 var den reelle genanvendelse på 47,4 %.

Gladsaxe Kommune vil arbejde for at optimere kommunens affaldsordninger, vejlede borgere og virksomheder til at forebygge affald - for eksempel undgå madspild - samt til bedre sortering af affald til genanvendelse og genbrug. Genbrugsstationen vil imødekomme nye sorteringskrav og sikre at borgere og virksomheder let kan komme af med deres sorterede affald til genanvendelse og genbrug.

Affald fra virksomheder og byggeri udgør en stor del af kommunens affaldsmængde. Virksomheder skal sortere deres genanvendelige produktionsaffald til genanvendelse og også sortere husholdningslignende affald i 10 fraktioner ligesom hos boliger. Kommunerne skal fra 2025 foretage flere affaldstilsyn på virksomhederne – også på byggepladser.

For større nedrivningsprojekter kommer der nye regler i 2025 med krav om, at der inden nedrivning skal foretages en kortlægning af bygningens materialer, som er egnet til at genbrug for at nedbringe affaldsmængderne og brug af nye råstoffer og materialer.

Hvis de store affaldsmængder fra byggeri skal nedbringes, skal der renoveres mere og rives mindre ned, og hvis man river ned, skal man genanvende mere.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback