Den grønne by
Den grønne by
De grønne omgivelser har stor betydning for borgerne og fremhæves ofte som en af de vigtigste kvaliteter ved at bo og færdes i Gladsaxe Kommune. Det grønne er al den beplantning, vi oplever og sanser, når vi bevæger os rundt i byen. Det dækker over alt fra villahaver og vejtræer til parker, kirkegårde, boldbaner, fredede naturområder og meget andet.
Når kommunen som myndighed arbejder med det grønne, er det ofte opdelt efter anvendelse eller kategori, men når man som borger bevæger sig rundt i byen, oplever man først og fremmest den grønne karakter, uanset om man er i et naturområde, på en sti igennem idrætsanlægget eller i et kolonihaveområde.
Naturområderne er større sammenhængende områder, som er fredede eller beskyttede. De fleste ligger i kanten af kommunen. I den øvrige del af byen er der både store grønne anlæg og mindre grønne lommer, hvor det grønne kan bruges og opleves. Både hække, vejtræer, grønne lommer og gode stiforbindelser er med til at skabe en grøn by og sikre, at alle borgere har adgang til grønne områder både tæt på og længere væk.
De grønne haver i villakvartererne skal bevares, da de har stor betydning for byens kvalitet og grønne karakter og samtidig bidrager til biodiversitet og dyreliv. Der er i kommuneplanen justeret på rammerne for, hvor meget man må bygge på den enkelte grund og tilføjet bestemmelser, der begrænser ændringer i det naturlige terræn og dermed også i beplantningen.
Selvom her allerede er meget natur og bynatur, arbejder vi fortsat for både flere grønne oplevelser og mere kvalitet i oplevelserne. Det handler blandt andet om variation og mere beplantning på byens torve og pladser, flere regnbede og ikke mindst flere vejtræer. Når vi planlægger for nybyggeri og omdannelse, har vi ligeledes fokus på det grønne – både i bebyggelsens friarealer og den måde de henvender sig til den omgivende by med grønne strukturer, gadehjørner og beplantning.
![]()