Den bæredygtige by
Den bæredygtige by
Gladsaxe er en af Danmarks største erhvervskommuner, og målet er at fastholde positionen som en attraktiv erhvervsby med fokus på bæredygtig vækst. Det gør vi ved at skabe rammerne for vækst, iværksætteri, lokal udvikling og samarbejde med virksomhederne, så de kan agere bæredygtigt og bidrage til den grønne omstilling.
En attraktiv erhvervsby kræver god infrastruktur. Gladsaxe Kommune er godt knyttet op på kollektiv trafik, og med den kommende letbane og en eventuel BRT-forbindelse vil den kollektive trafik blive yderligere styrket. Andelen af cykelture skal øges og bilture mindskes. Det kræver, at vi fortsat arbejder med at forbedre forholdene for de gående og de cyklende – blandt andet ved at etablere nye forbindelser, så der sikres et tæt net af stier.
Vi tænker i cirkulære løsninger i det kommunale byggeri. Blandt andet ved at tænke i bygninger af god kvalitet og i genbrugelige materialer. Det har vi blandt andet arbejdet med i flere nye børneinstitutioner og på den nye genbrugsstation. Samtidig skal der være fokus på at gentænke brugen af kommunens bygninger, så vi undgår, at de står tomme i store dele af døgnet.
Vi vil klimatilpasse byen på en robust og bæredygtig måde. Det betyder, at et nyt kloaksystem skal adskilles i to forskellige systemer – et til regnvand og et til spildevand. Det giver en enestående mulighed for at arbejde med regnvand som et synligt element i byens rum.
En væsentlig del af byrådets vision er også at skabe rammen for et sundt og aktivt GladsaxeLiv og at arbejde for bydele i social balance. Det handler om at skabe gode miljøer for børn og unge at vokse op i. At skabe læringsmiljøer, hvor børn og unge får lyst til at lære samt at skabe mødesteder og rum i byen, hvor der er mulighed for ophold, leg og bevægelse og for at møde andre mennesker – også nogle der ikke altid ligner én selv.
Gladsaxe er en stærk velfærdskommune. Vækst er ikke et mål i sig selv, men skal ske ud fra en målsætning om at skabe en bedre by og bedre velfærd. Når vi udvikler, er det en investering i fremtiden, så vi også fremover har en by med god velfærd, byliv, attraktive boligområder og attraktive erhvervsområder.
Væksten skal være bæredygtig – både økonomisk, socialt og miljømæssigt. Vækst skal tage hensyn til mennesker og miljø og sikre gode arbejdspladser, job til udsatte og bæredygtig produktion.