Skip til hoved indholdet Søg Søg

Byens udvikling

Byens udvikling

Gladsaxe er en udbygget kommune. Derfor skal den fremtidige udvikling ske ved at omdanne den eksisterende by – nogle steder gennem fortætning og nybyggeri, andre steder ved at bevare og styrke de eksisterende bygninger og strukturer og bruge dem til nye funktioner.

Der sker hele tiden små og store forandringer. Ældre erhvervsbebyggelse omdannes til nye formål, for eksempel nye erhvervstyper eller boliger. Renovering af de store almene bebyggelser sikrer mere tidssvarende boliger. Ombygning af skoler, nye børneinstitutioner, modernisering af idrætsfaciliteter og et nyt sundhedshus giver nye muligheder for oplevelser og service og kan skabe nyt liv og nye besøgende i et område.

Store anlægsopgaver vil også ændre Gladsaxe. Hele kommunen skal separatkloakeres over de næste mange år, og det vil ændre byens karakter i en mere grøn og blå retning. Fjernvarmeudbygningen og udbygningen af elnettet vil også give behov for nye anlæg – nogle af dem ganske store – som skal indpasses bedst muligt i byen. De mange projekter betyder også gravearbejde, og det vil fortsætte med at skabe gener for trafikanterne, så længe det står på.

I de to byomdannelsesområder i Gladsaxe Erhvervskvarter og Bagsværd Bypark er der lagt op til væsentligt tættere og højere byggeri, end der er i dag, men tætheden er nedjusteret i forhold til den tidligere kommuneplan for at skabe en mere balanceret udvikling med flere bymæssige kvaliteter.

I Gladsaxe Erhvervskvarter bliver der mulighed for nyt erhvervsbyggeri, som kan udnytte den attraktive beliggenhed tæt på den kommende letbane. Gladsaxe Ringvej bliver til en boulevard med trærækker og området omkring den til et moderne og bæredygtigt erhvervsområde. Ny bebyggelse skal i højere grad end tidligere orientere sig imod ringvejen. Omkring letbanestationerne etableres nye grønne forpladser og bebyggelse med udadvendte funktioner i stueetagen, som kan give liv og tryghed i områderne.

I Bagsværd Bypark er kommuneplanen justeret, så områdets udvikling i højere grad end hidtil vil ske i form af nye typer erhverv og i mindre grad med nye boliger. Justeringen sker for at tilgodese produktionsvirksomhederne i om¬rådet. I den østlige del af Bagsværd Bypark kan en stor del af omdannelsen fortsat ske i form af nye boliger i varieret arkitektur. Udviklingen skal ses i sammenhæng med den øvrige byudvikling i Bagsværd, der tilsammen skal være med til at styrke sammenhængen og den sociale balance. Den resterende del af Bagsværd Bypark kan omdannes til nye typer af erhverv. Hvor det er muligt, kan områdets oprindelige bygninger og strukturer bevares og transformeres til nye formål.

På den tidligere Ringbo-grund er der planer om et helt nyt kvarter med både ny skole og børneinstitution, idrætsfaciliteter og cirka 200 boliger samlet omkring et stort grønt område. Det er tanken, at det nye kvarter forbindes over motorvejen med en ny gang- og cykelbro til Værebroparken, som også renoveres. Værebroparkens center styrkes med nye funktioner såsom bibliotek og nye boliger, og der arbejdes med at åbne området og skabe mødesteder. Nye, attraktive stier i området skal sikre bedre forbindelser med resten af Bagsværd.

Andre steder i byen handler det især om at passe på de allerede eksisterende kvaliteter – for eksempel i villakvartererne, der udgør cirka en fjerdedel af kommunens boliger. Her er der et ønske om at dæmme op for en landsdækkende udvikling, hvor der i stort omfang nedrives eksisterende villaer for at bygge nye, store huse, der ikke altid passer særligt godt i kvarteret.

I kommuneplanen har vi derfor justeret rammerne – både hvad angår bebyggelsesprocenter og bygningernes ”fodaftryk” og indpasning i terræn og arkitektur.

Generelt har der i arbejdet med denne kommuneplan været fokus på at værne om byens kvaliteter, så de ikke sættes over styr, når vi udvikler byen. Det har ført til, at den maksimale bebyggelsesprocent er blevet nedsat i alle kommunens villakvarterer og i dele af Gladsaxe Erhvervskvarter.

Kort over hvordan byen ændrer sig

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback