Skip til hoved indholdet Søg Søg

Stationsnærhed

Stationsnærhed

Begrebet ’stationsnærhed’ stammer fra Fingerplanen, som har været model for planlægningen i Hovedstadsområdet siden 1948. Hensigten er, at den mest intensive byudvikling skal ske omkring S-togsstationerne og de kommende letbanestationer, så den kollektive trafik bliver udnyttet bedst muligt. Omkring stationer har kommunen mulighed for at udpege stationsnære kerneområder og øvrige stationsnære områder inden for cirkelslag på henholdsvis 600 m, og 1000 m eller 1200 m fra stationen, afhængig af placeringen i henhold til fingerplanen.

I Gladsaxe er der udpeget stationsnære kerneområder omkring Bagsværd Station og Buddinge Station og i forbindelse med de kommende letbanestationer ved Gladsaxe Rådhus, Gladsaxevej og Gladsaxe Trafikplads. Det er dermed omkring disse stationer, at byens mest intensive byudvikling skal ske, så den kollektive trafik bliver udnyttet bedst muligt

På sigt kan der derudover eventuelt blive tildelt stationsnærhedsstatus til et område syd for Vadstrupvej i forbindelse med en mulig højklasset busforbindelse i eget tracé, kaldet BRT (Bus Rapid Transit).

Stationsnære kerneområder

De stationsnære kerneområder er udvalgte områder i umiddelbar nærhed af stationerne, hvor Byrådet ønsker en fortsat intensiveret byudvikling. Afstanden til nærmeste station er højst 600 meter.

Der er udpeget stationsnære kerneområder omkring Bagsværd Station, Buddinge Station og de kommende letbanestationer ved Gladsaxe Rådhus, Gladsaxevej og Gladsaxe Trafikplads.

Der gælder følgende retningslinjer:

  • Inden for de stationsnære kerneområder kan der placeres byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter. Det vil sige blandt andet kontor- og serviceerhverv, beskæftigelsesintensive produktionserhverv, offentlige institutioner, udstillings- og kongrescentre, større idrætsanlæg og multianvendelige anlæg til fritidsformål, hoteller, tæt boligbebyggelse og lignende.

  • Intensive byfunktioner, der henvender sig til et regionalt opland, det vil sige et opland, som rækker ud over kommunen og nabokommunerne, kan placeres i kerneområderne omkring Bagsværd Station og Buddinge Station, der begge er knudepunktstationer.

  • Ved planlægning i de stationsnære kerneområder skal byudviklingen bidrage til en trafikal adfærd, hvor mange benytter den kollektive transport.

  • Bebyggelsesprocenter skal afspejle nærheden til en station således, at der opereres med størst udnyttelse tæt på stationen.

Stationsnære områder

De stationsnære områder er områder, hvor Byrådet ønsker en intensiveret byudvikling, men som ligger lidt længere væk fra stationen end de 600 m. De stationsnære områder kan have en afstand på op til 1.000 m eller op til 1.200 m fra stationen, afhængig af placeringen.

Der er udpeget stationsnære områder uden for kerneområderne omkring Bagsværd Station og ved letbanestationen ved Gladsaxevej.

Der gælder følgende retningslinjer:

  • Inden for de stationsnære områder og fortrinsvist i kerneområderne, kan der placeres byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter. Det vil sige blandt andet kontor- og serviceerhverv, beskæftigelsesintensive produktionserhverv, offentlige institutioner, udstillings- og kongrescentre, større idrætsanlæg og multianvendelige anlæg til fritidsformål, hoteller, tæt boligbebyggelse og lignende.

  • Inden for det stationsnære område – men uden for kerneområdet – kan der opføres kontorbyggeri på mere end 1.500 m², når der ved planlægningen af områderne redegøres for, hvordan der vil blive arbejdet med virkemidler til at begrænse trafikken. Målet med redegørelsen er at dokumentere, hvordan trafikale virkemidler skal gøre det lige så attraktivt at benytte kollektiv trafik, som det er i de stationsnære kerneområder. Denne redegørelse skal indarbejdes i kommuneplantillæg eller lokalplaner.

  • Der kan planlægges for kontorbyggeri over 1.500 etagemeter i hele det stationsnære område, når Byrådet vurderer, at der ikke er tilstrækkeligt med byggemuligheder i det stationsnære kerneområde i den pågældende egn (det inkluderer stationer i nabokommuner på samme banestrækning).

  • Eksisterende kontorejendomme, der er placeret stationsnært, men uden for de stationsnære kerneområder, kan udbygges, hvis de er opført før 1. januar 2007.

  • Bebyggelsesprocenter skal afspejle nærheden til en station således, at der opereres med størst udnyttelse tæt på stationen.

Ikke stationsnære områder

De ikke stationsnære områder er enten områder med stor afstand til stationerne eller områder, hvor Byrådet af andre årsager ikke ønsker en intensiveret byudvikling.

Der gælder følgende retningslinjer:

  • Uden for de stationsnære områder kan der ikke placeres byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter.

  • Øvrige byfunktioner, herunder tæt boligbyggeri og kontorbyggeri mindre end 1.500 m², må placeres både inden for og uden for de stationsnære områder.

Link til kort med søgefunktion - Stationsnærhed

Stationsnærhed

Begrebet stationsnærhed stammer fra Fingerplanen, hvor det bærende princip har været, at byudvikling primært skal ske i forbindelse med S-togstationerne, for derved at skabe bedre mulighed for at benytte den kollektive transport. De kommende letbanestationer er også omfattet af begrebet. Her angives de stationer, som er udgangspunkt for en afgræsning af stationsnære områder og stationsnære kerneområder.

Fingerplanen opdeler byområdet i henholdsvis det indre storbyområde (håndflade) og det ydre storbyområde (byfingre). Der gælder forskellige regler inden for henholdsvis ’håndflade’ og ’byfingre’. I Gladsaxe Kommune er områderne syd for Motorring 3 ’håndflade’, mens områderne nord for hører under ’byfingre’, som uddybes herunder.

S-togsstationerne

Omkring hver S-togstation skal kommunerne udpege hvilke områder, der egner sig til intensiveret byudvikling. Inden for en radius af 600 meter i gåafstand defineres de ’stationsnære kerneområder’ og i en større radius udpeges de ’stationsnære områder’. I ’håndfladen’ er den vejledende radius omkring stationerne 1.000 meter, mens den i ’byfingrene’ er 1.200 meter.

I Gladsaxe Kommune har Byrådet vedtaget, at intensiv byudvikling primært kan ske i tilknytning til Bagsværd Station og Buddinge Station. Bagsværd Station er beliggende i en byfinger, og det stationsnære område ligger dermed i en afstand af op til 1.200 meter fra stationen, mens Buddinge Station er beliggende i håndfladen, hvor det stationsnære område ligger i en afstand af op til 1.000 meter fra stationerne.

Øvrige områder omkring S-togstationerne egner sig efter Byrådets vurdering bedre til en mere ekstensiv udbygning.

Letbanen

I forbindelse med den kommende letbane langs Ring 3 har Byrådet med udgangspunkt i 600 meter radier fra letbanens kommende stationer udpeget stationsnære kerneområder. Det giver mulighed for en intensiv byudvikling i områderne i Gladsaxe Erhvervskvarter og Buddinge Bymidte.

I Kommuneplan 2025 er der tilføjet et nyt stationsnært område, ved Sydmarken i Gladsaxe Erhvervskvarter, for at imødekomme nuværende og fremtidige udvidelsesbehov for virksomhederne i området. I Gladsaxe Erhvervskvarter ligger en række medicovirksomheder, der vækster kraftigt, og som følge deraf får behov for at udvide deres fysiske rammer. Samtidig ændrer virksomhederne sig med den teknologiske udvikling fra at være overvejende produktionstunge til at blive langt mere arbejdskraftintensiv og ofte med behov for at have forskning, produktion og administration samlet på samme lokation. For at sikre disse virksomheders fortsatte udviklingsbehov og mulighed for at etablere sig i kommunen, er der udpeget et nyt stationsnært område i Gladsaxe Erhvervskvarter, til de produktionsvirksomheder omkring Sydmarken, der ikke allerede er udpeget som stationsnært kerneområde.

Øvrige områder omkring letbanestationerne egner sig efter Byrådets vurdering bedre til en mere ekstensiv udbygning.

Bus Rapid Transit (BRT)

Udover de stationsnære områder og stationsnære kerneområder, der er udpeget i denne kommuneplan, kan der på sigt blive udlagt endnu et stationsnært område i et område syd for Vadstrupvej i forbindelse med en mulig højklassede busforbindelser i eget tracé, kaldet BRT.

Læs mere: Fingerplanen

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback