Skip til hoved indholdet

Om natur og grønne områder

Vi ønsker en grøn og levende by, der udvikler mangfoldigheden for mennesker, dyr og planter. Hvor vi skaber rammerne for byens rum, så de summer af liv, indeholder grønne åndehuller, og hvor der er gode muligheder for bevægelse og udfoldelse.  

  • Vi udvikler og bevarer det grønne udtryk i byen. Specielt i de bebyggede områder skal bynatur og grønne områder styrkes, så der skabes flere grønne oaser i bybilledet.  
  • Vi arbejder for en større variation i byens beplantning.
  • Vi øger biodiversiteten ved løbende at øge naturværdien i naturområderne og i udvalgte lokale grønne områder. 
  • Vi indretter og plejer de grønne områder, så de er inspirerende og skaber rum for varierende oplevelser, såsom naturoplevelser, stilhed, ophold, leg eller bevægelse. 
  • Vi styrker forbindelserne i byen, så det er nemt og sikkert at bevæge sig rundt i byen. Der skabes bedre adgang til byens rum og udendørs bevægelsesmuligheder, så flere Gladsaxeborgere har adgang til grønne, rekreative oplevelser i deres nærområde.

Vi udpeger og beskytter naturen gennem Grønt Danmarkskort. Udpegningerne gennem Grønt Danmarkskort sikrer sammenhæng på tværs af kommunegrænserne til København, Gentofte, Kongens Lyngby og Herlev. Vi har fokus på at styrke naturindsatsen i vores naturområder med henblik på at øge biodiversiteten. Både gennem en forbedret naturpleje, men også ved at foretage naturgenopretninger.

Den beskyttede natur i Gladsaxe er næsten sammenfaldende med de regionale friluftsområder. At beskyttelsesområder og områder udlagt til friluftsliv er sammenfaldende, stiller særlige krav til at beskyttelsen af naturen og benyttelsen af naturen sker ud fra et balanceret hensyn. I områderne er der en stor mangfoldighed af planter og dyr. Enkelte arter er afhængige af specifikke forhold og kan derfor være særligt sårbare eller truede. Vi sikrer, at større sammenhængende naturområder bevares og forbedres som levesteder for det vilde plante- og dyreliv med henblik på at bevare og fremme biodiversiteten.

Vi vil invitere naturen ind i udvalgte områder af byen, så byen kan summe af liv og blive mere frodig og mangfoldig. Det vil vi bl.a. ved at stille krav om flere lokale grønne områder, når vi udvikler og omdanner større områder i byen. Det kan være områder, hvor der er bynatur, som understøtter biodiversiteten eller områder, hvor der er plads til og mulighed for leg, bevægelse og rekreation. Dette vil understøtte målet om en levende og grøn by.   

Vi vil stille krav om plantning af nye træer og beplantningselementer med gode vækstvilkår, når vi udvikler og omdanner større områder af byen. Det skyldes, at træerne er med til at gøre Gladsaxe til en attraktiv kommune at bo og leve i. Træerne er med til at give byen identitet og skabe sanselige oplevelser i bybilledet. Særligt byens gamle træer bidrager til at styrke biodiversiteten i byen, da de fungerer som levesteder for pattedyr, fugle og insekter. Derfor udpeger vi de bevaringsværdige, karakteristiske og ofte gamle træer for at beskytte mod fældning og uhensigtsmæssig beskæring.

Vi tilbyder gode faciliteter til idrætsudøvelse. Der er sket en udvikling af Gladsaxe Idrætsanlæg fra mere traditionelle anlæg til, at områderne i højere grad har fået en mere mangfoldig natur. Foruden idrætsanlæggene er der mulighed for en bred anvendelse af kommunens friluftsanlæg, pladser og lokale grønne områder. Især friluftsanlæg er vigtige for rekreation i hverdagen og kan fungere som trædesten og levesteder for byens natur f.eks. ved at omlægge driftsformen til mere ekstensiv pleje.

Vi ønsker at øge andelen af borgere, der har adgang til grønne områder inden for 400 m fra deres bolig. Det gør vi ved at stille krav om etablering af lokale grønne områder, rekreative stier og smutveje, når vi omdanner byen. Det giver let adgang og nærhed til parker og grønne områder, og det giver byens borgere bedre muligheder for bevægelse og naturoplevelser.

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback