Økologiske forbindelser
Økologiske forbindelser er grønne og sammenhængende områder, der forbinder større og mindre naturområder, og som giver dyr og planter mulighed for at spredes.
Der er udpeget tre økologiske forbindelser:
- Den grønne korridor langs Hillerødmotorvejen
- Kagsåparken
- Vandledningsstien
Der gælder følgende retningslinjer:
- Indenfor de økologiske forbindelser må der ikke foretages ændringer, som overskærer forbindelserne, reducerer eller i øvrigt forringer deres biologiske værdi, uden at der sikres kompenserende foranstaltninger.
- Spredningsmuligheder og levesteder for vilde planter og dyr skal søges øget gennem forbedring af eksisterende eller etablering af nye økologiske forbindelser.
- I forbindelse med nyanlæg og omdannelser i byen skal spredningsmuligheder og levesteder tænkes ind langs veje og stier. Der skal etableres faunapassager, hvis vigtige forbindelser overskæres. Afstanden mellem levesteder for truede dyre- og plantearter må ikke øges.
Økologiske forbindelser er grønne arealer, der skaber sammenhæng mellem større naturområder og giver mulighed for, at planter og dyr kan spredes eller vandre mellem disse områder. De økologiske forbindelser er typisk langstrakte korridorer langs vandløb og stier, hvorfor de også giver borgerne mulighed for at komme ud til naturoplevelser og bevæge sig i grønne omgivelser.
Alle arter har behov for levesteder, der er så gode, at der genereres et overskud af individer, som kan sprede sig ud i landskabet omkring dem. Derfor er det vigtigt, at alle naturområder inklusiv de økologiske forbindelser med tiden bliver naturplejet og naturgenoprettet med dette for øje.
De økologiske forbindelser er udpeget med henblik på at fremme grønne sammenhænge for både planter, dyr og mennesker.
Dele af de økologiske forbindelser udpeget i Gladsaxe har i dag begrænset naturindhold, og deres værdi er derfor at reservere mulighed for fremtidig naturgenopretning og etablering af nye levesteder.
Kommuneplan 2021 udpeger ikke nye potentielle økologiske forbindelser, men der skal ses nærmere på muligheden for en ny potentiel økologisk forbindelse mellem Hjortespringkilen og Hareskovkilen. Hensigten er at forbinde de to store naturområder gennem Værebro Park, boldbanerne ved Akademisk Boldklub Gladsaxe og underføringen under Ring 4. Områderne kan fungere som levesteder og trædesten, der kan fremme diversiteten af planter og dyr.