Skip til hoved indholdet

Natura 2000 og Naturbeskyttelsesområder

De internationale og nationale naturbeskyttelsesområder i Gladsaxe er sammenfaldende med de regionale friluftsområder (indre grønne kiler i Fingerplanen). Den overvejende del af kommunens værdifulde naturtyper ligger i denne struktur. Her er både lysåbne landskaber med overdrev, moser og enge samt ellesumpe og store skovarealer. I områderne er der en stor mangfoldighed af planter og dyr og arter, som er afhængige af specifikke forhold og derfor kan være særligt sårbare eller truede. 

At beskyttelsesområder og områder udlagt til friluftsliv er sammenfaldende, stiller særlige krav til, at beskyttelsen af naturen og benyttelsen af naturen sker ud fra et balanceret hensyn.

Retningslinjerne skal sikre, at større sammenhængende naturområder bevares og forbedres som levesteder for det vilde plante- og dyreliv med henblik på at bevare og fremme biodiversiteten.

Der gælder følgende retningslinjer:

  • Indenfor de udpegede internationale og nationale naturbeskyttelsesområder må tilstanden eller karakteren af områderne ikke ændres, hvis det forringer deres naturværdi eller muligheden for at styrke eller genoprette deres værdi.
  • Tilstanden og arealanvendelsen i nationale beskyttelsesområderne må kun ændres, hvis det kan begrundes ud fra væsentlige samfundsmæssige hensyn, og hvis det ud fra en konkret vurdering kan ske uden at tilsidesætte områdernes særlige værdier.
  • Indenfor internationale naturbeskyttelsesområder må der ikke planlægges eller gennemføres byggeri og anlæg.
  • Indenfor nationale naturbeskyttelsesområder må der som hovedregel ikke planlægges eller gennemføres byggeri og anlæg.
  • Indenfor nationale naturbeskyttelsesområder skal der generelt tilstræbes god adgang til- og mulighed for at opleve naturværdierne. Den almene adgang kan dog begrænses inden for områder, der er særligt sårbare.
  • I internationale og nationale naturbeskyttelsesområder skal der være skærpet fokus på naturgenopretning, som sikrer naturens processer og former naturen, så der dannes grundlag for biodiversitet. Eksempler på naturlige processer er bevaring af gamle, døende og døde træer, etablering af naturligt græsningstryk og etablering af naturlig hydrologi.
  • Der, hvor de naturlige processer kun delvist kan genoprettes, skal der udføres naturpleje herunder bekæmpelse af invasive arter, såfremt de truer områdets biodiversitet.
  • Hverken inden for eller uden for de internationale naturbeskyttelsesområder må der ske planlægning eller administration, som kan føre til forringelse af levesteder (yngle- og rasteområder) for de arter, som er listet på habitatdirektivets bilag IVa og IVb.
  • I områder, som vil blive påvirket af planer eller projekter, skal kommunen tage hensyn til arter omfattet af bilag IV inden for de pågældende områder.

Natura 2000

Det internationale beskyttelsesområde Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov (område nr. 139) er siden sidste kommuneplan udpeget til også at omfatte et område i Gladsaxe Kommune. Derfor er Gladsaxe Kommune forpligtet til at udpege Natura 2000 området i kommuneplanen. Gladsaxe Kommune er dog i gang med at undersøge mulighederne for at anke denne udpegning i regi af Danmarks Rostadion.

Kommuneplan 2021 indeholder dog ikke rammer for projekter, der vurderes at påvirke det udpeget Natura 2000 området. Det betyder, at alle Natura2000 på land indenfor kommunens grænser er udpeget til naturbeskyttelsesområde med særlige naturbeskyttelsesinteresser. 

Natura 2000-områder er en samlende betegnelse for internationale fuglebeskyttelsesområder og habitatområder. Natura 2000-områder omfatter naturområder med levesteder og arter af betydning i europæisk sammenhæng og spiller en afgørende rolle i at bevare et mangfoldigt dyre-, fugle- og planteliv. Inden for områderne eksisterer en række sårbare arter og sjældne naturtyper. Områderne er udpeget i overensstemmelse med EU-direktiver, der skal bidrage til at øge biodiversiteten i EU.

Naturbeskyttelsesområder

De udpegede naturbeskyttelsesområder bidrager til at sikre en stor artsrigdom og til at bevare levesteder for truede og sårbare arter. Kommuneplanens naturbeskyttelsesområder er områder, der indeholder naturtyper som skove, søer, moser, enge, ellesumpe og overdrev. Disse naturtyper er også beskyttet af henholdsvis skovloven og naturbeskyttelsesloven. Der kan altid ske en naturlig udvidelse af en §3 naturtype, hvis naturtilstanden ændres i positiv retning.

Der udpeges ikke nye potentielle naturbeskyttelsesområder med Kommuneplan 2021, men der arbejdes på at forbedre naturindholdet i de eksisterende. Gladsaxe Kommune er en fuldt udbygget kommune, hvorfor der ikke er ledige arealer, som er meningsfulde at udpege. Der er dog indtegnet en række nye arealer i Kommuneplan 2021, som er omfattet af arealfredninger, der ikke tidligere har fremgået af kommuneplanernes udpegninger. Desuden er afgrænsningerne gentegnet, så der er overensstemmelse mellem Danmarks Arealinformation og kommuneplanens udpegninger.

Store sammenhængende naturområder med en høj grad af naturlige processer er det bedste grundlag for at sikre og styrke biodiversiteten. For planter og dyr, som er beskyttet gennem habitatdirektivet, også kaldet Bilag IV arter, kræves særlig opmærksomhed, idet der ikke må ske forringelse af deres levesteder.

Store dele af de sammenhængende naturområder i Gladsaxe Kommune er omfattet af fredninger. Siden 1917 har man i Danmark benyttet fredninger til at bevare og beskytte dyr og planter, deres levesteder, landskabstyper og steder af kulturhistorisk interesse. En fredning skal indeholde bestemmelser om formålet med fredningen. Med en fredning, bestemmes de fremtidige anvendelsesmuligheder og begrænsninger for området.

For seks af naturområderne er der lavet plejeplaner. 

Der er udarbejdet plejeplaner for udvalgte fredede områder i Gladsaxe. Plejeplanerne revideres hvert 5. eller hvert 10. år og beskriver de rekreative tiltag og den naturgenopretning og naturpleje, der skal til for at opretholde fredningens formål.

Invasive arter kan være en trussel mod den beskyttede natur, da invasive arter kan udkonkurrere plantesamfund og bringe ubalance i økosystemer. Derfor er det særlig vigtigt med en kontinuert og målrettet indsats overfor invasive arter i de udpegede beskyttelsesområder og økologiske forbindelser.

Klimatilpasningsprojekter kan bidrage positivt til naturindholdet og variationen i naturområder, hvis det skaber mere eller ny natur og ikke er i modstrid med anden arealanvendelse.

Beskyttelsesområder er:

  • Nydam
  • Vadstrupgård Sø
  • Gladsaxe fort
  • Bagsværd Sø og Lyngby Sø med omgivelser
  • Radiomarken
  • Bagsværd Søpark
  • Smør- og Fedtmosen
  • Høje Gladsaxe og Gyngemosen
  • Bagsværdfortet

Bilag IV-arter

Bilag IV-arter er en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som EU-medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Regler om beskyttelse af bilag IV-arter indebærer, at aktiviteter skal tilrettelægges, så levevilkårene for dyrene ikke forringes.

I Gladsaxe Kommune lever således to padde-arter, som er på habitatdirektivets bilag. Spidssnudet frø og Stor vandsalamander. Alle flagermusarter, som lever i Danmark, er på habitatdirektivets bilag IV, og i Gladsaxe Kommune er der registreret syv forskellige arter. Vandflagermus, Dværgflagermus, Brunflagermus, Troldflagermus, Skimmelflagermus, Langøret flagermus og Sydflagermus.

Alle landets kommuner har efter kommunalreformen fået tildelt en særlig ansvarsart. Ansvarsarter er arter, der i Danmark er sjældne/truede og derfor kræver en øget beskyttelse. Gladsaxe Kommunes ansvarsart er Hvinanden, som er en sjælden ynglefugl i Danmark, men som yngler i Gladsaxe f.eks. ved Nydam Sø og Bagsværd Sø i opsatte redekasser.

Kommuneplan 2021 udlægger ikke nye arealer og ændret anvendelser, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de bilag IV-arter eller ansvarsarten, der findes i kommunen.

 
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback