Skip til hoved indholdet

Lokale grønne områder

For at få overblik over borgernes afstand- og tilgængelig til grønne områder, er der i Gladsaxe foretaget en udpegning af offentlige pladser og lokale grønne områder. Områderne er rekreative anlæg for et kvarter eller en bydel og kan anvendes til uorganiserede friluftsaktiviteter.

Der gælder følgende retningslinjer:

  • Der skabes plads til nye lokale grønne områder og rekreative stier, når vi udvikler og omdanner større områder af byen.
  • Lokale grønne områder tilbyder en samlet variation af oplevelser, såsom naturoplevelser, stilhed, ophold, leg eller bevægelse.
  • Der skabes stiforbindelser og smutveje til det eksisterende stinet for at øge andelen af borgere, der har adgang til grønne områder mindre end 400 m fra deres bolig.
  • Lokale grønne områder skal være friholdt for bebyggelse og være offentligt tilgængelige. Dog kan der opføres støttepunkter for den almene rekreative anvendelse.
  • Klimatilpasning og biologiske forbedringer kan indgå i samspil med den rekreative anvendelse, hvis det ikke går imod andre interesser.
  • Udvalgte steder i byen kan der stilles krav om beplantning, som styrker mangfoldighed og variation i udtryk og arter for at sikre høj naturværdi og artsrigdom.

De lokale grønne områder kan både have en natur- og park- eller bymæssig karakter. Lokale grønne områder er en del af byens mødesteder med plads til fællesskaber og GladsaxeLiv. 

De grønne områder er inddelt i tre kategorier:

A. Arealer, der er udlagt til natur og til rekreativ anvendelse, og som er offentlige tilgængelige

  • Naturområder
  • Parker og offentlige områder med parkkarakter som Rådhusparken, Kong Hans Have
  • Bænkepladser og legepladser
  • Kirkegårde, Gladsaxe Kirkegård
  • Forter, Bagsværdfortet og Gladsaxefortet

B. Arealer, der er udlagt til andre formål, men som har et overvejende grønt indhold og som overvejende er tilgængelige

  • Idrætsarealer (Alle arealer der er udlagt til idræt)
  • Boligernes friarealer (Almene boligselskaber + private områder)
  • Institutioner (Skoler, øvrige institutioner som Kellersvej, Ringbo)
  • Andre grønne områder, Novo Naturpark

C. Arealer som har et grønt indhold og er tilgængelige i begrænset omfang

  • Nytte- og kolonihaver
  • Batterier, Tinghøj Batteri og Buddinge Batteri
  • Grønne miljøer langs veje og stier
  • Torve, pladser eller tilsvarende grønne byrum
  • Grønne arealer og strukturer i erhvervsområder
  • Tekniske anlæg

Det er områder, som særligt bidrager til rekreative oplevelser og rammer for mødesteder i hverdagen. Det kan være områder, hvor der er bynatur, som styrker biodiversiteten, eller områder hvor der er plads til- og mulighed for leg og bevægelse. Eksempelvis kan grønne områder som Rådhusparken og Wergelandsparken anvendes til uorganiserede fritidsformål. 

Nye lokale grønne områder kan etableres ved, at arealer, der tidligere har været befæstet, bliver forvandlet til nye grønne åndehuller som f.eks. i Byens Arena.

I Gladsaxe Kommune inviteres naturen ind i udvalgte områder af byen, så byen kan summe af liv og få højere naturværdi og artsrigdom. Biodiversitet betegner variationen af liv. Det gælder både selve arterne, men også deres gener og deres levesteder. På globalt og nationalt plan er biodiversiteten i tilbagegang. Tilbagegangen er blevet udråbt som en af de største trusler, som verden står over for, på linje med klimaforandringerne.  Alle arter har behov for levesteder, der er så gode, at der genereres et overskud af individer, som kan sprede sig ud i landskabet omkring dem.

Gladsaxe har i 2020 udpeget ti grønne områder, som skal driftes med artsrigdom og øgede naturoplevelser for øje. I de ti grønne områder er spændvidden på naturfremmende tiltag stor. Arealerne bliver årligt evalueret og nye områder udpeges løbende til samme formål.

Enkelte af de lokale grønne områder kan, som en af handlingerne i Sundhedspolitikken, blive udpeget som stillesteder. Disse fredfyldte områder skal give frirum til fordybelse, sanselighed og nærvær samt skabe rum for mental afstresning.  

Let adgang og nærhed til parker og grønne områder, giver gode muligheder for bevægelse og naturoplevelser, ligesom de fungerer som sociale rum og mødesteder for borgerne. Undersøgelsen ”Natur og grønne områder forebygger stress” fra Københavns Universitet i 2005 viser, at afstanden mellem bopæl og de grønne områder er afgørende for antallet af besøg. På korte afstande 300 m - 500 m er de ugentlige besøg i det nærliggende grønne område hyppige. Afstande over 500 m halverer antallet af besøg, og ved afstanden over 800 m - 1.000 m er antal besøg minimalt. 

Et sammenhængende stisystem er både en helt overordnet forudsætning for at komme til et grønt område, for generelt at kunne bevæge sig i grønne områder og for at færdes og bevæge sig i byens rum. Link til afsnit om rekreative stier

Gladsaxe Kommune har en lang række grønne områder, parker og stisystemer, der med fordel kan gøres mere tilgængelige for borgerne. Der er flere eksempler på steder i kommunen, hvor der er dårlige adgangsveje til grønne områder, eller hvor der mangler forbindelser mellem stisystemer. Derfor gennemføres en indsats i regi af Sundhedspolitikken der fokuserer på at fremhæve, de muligheder der er for fysisk aktivitet i kommunens eksisterende grønne områder, parker og stisystemer. 

Der vil i lokalplanlægningen, foruden at skabe flere lokale grønne områder, blive sat fokus på at skabe bedre forbindelser og smutveje, så det eksisterende stinet bindes bedre sammen.

Desuden har mange af de almene boligafdelinger store grønne friarealer, der i praksis fungerer som områdernes grønne åndehuller og smutveje til den omgivende by.

 

Læs mere om

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback