Skip til hoved indholdet

Byens træer, herunder skovrejsning

Gladsaxe Kommune har i 2019 udarbejdet en træpolitik i 2019, hvor visionen er at bevare og udvikle træerne i Gladsaxe og øge den samlede bestand af træer for at styrke rammerne for den levende by og byens biodiversitet. Det skal ske både ved at bevare de eksisterende træer og ved at plante flere træer. 

Gladsaxe er fuldt udbygget og har derfor ikke arealer, hvor der kan rejses ny skov. I dag har Gladsaxe Kommune 155 hektar skov, som hovedsageligt udgøres af Hareskoven.

Der gælder følgende retningslinjer:

  • Der stilles krav om plantning af nye træer og beplantningselementer med gode vækstvilkår, når vi udvikler og omdanner større områder af byen.
  • Hvis større sunde træer må fældes af hensyn til byggeri, anlægsarbejder, sikkerhed eller lignende, skal der tages konkret stilling til genplantning ud fra målet om at øge den samlede bestand af træer. Nye træer plantes, hvor der er egnede vækstforhold.
  • Der sker en udpegning af bevaringsværdige træer og beplantningselementer med henblik på at bevare og beskytte eksisterende træer.
  • Der må som udgangspunkt ikke rejses ny skov i kommunens fredede områder.

Gladsaxe Kommunes træer er med til at gøre Gladsaxe til en attraktiv kommune at bo og leve i, og derfor har Gladsaxe Byråd med strategien Vores Grønne Gladsaxe besluttet at plante flere træer. Træerne er arkitektoniske og rumlige elementer i byen, som er med til at give byen identitet og skabe sanselige oplevelser samt skønhed i bybilledet. Derfor vil vi stille krav om plantning af nye træer og beplantningselementer med gode vækstvilkår, når vi udvikler og omdanner større områder af byen.

Særligt bidrager byens gamle træer til at styrke biodiversiteten i byen, da de fungerer som levesteder for pattedyr, fugle og insekter. Det er derfor vigtigt at udpege de bevaringsværdige og ofte gamle træer for at beskytte mod fældning og uhensigtsmæssig beskæring.

Træer i byen har desuden en positiv effekt på byens mikroklima. De er med til at skabe en robust og klimasikret by, der er modstandsdygtig over for fremtidens klimaudfordringer. Træerne er med til at skabe skygge og sænke temperaturen i den tætte by om sommeren. De forbedrer luftkvaliteten, giver læ, dæmper støj og optager store mængder af regnvand. Derfor stilles der krav til etablering af træer og beplantningselementer, når vi udvikler og omdanner større områder af byen.

Der udpeges områder, hvor skovrejsning er uønsket, fordi skov kan være i strid med andre arealinteresser som byudvikling, naturværdier og kulturhistoriske spor. Andre steder kan skovrejsning sløre landskabsformer og derfor være uønsket.

Gladsaxe er en fuldt udbygget kommune, og ikke bebyggede arealer vil ofte være beskyttet af andre naturmæssige og rekreative arealinteresser. Udpegningen af områder, hvor skovrejsning er uønsket, er sket ud fra en afvejning af interesserne knyttet til beskyttelsen af grundvandet, vandmiljøet, naturen, befolkningens rekreative udfoldelsesmuligheder, tekniske anlæg og veje.

Størstedelen af Gladsaxe er hverken udpeget som skovrejsningsområder eller som områder, hvor skovrejsning er uønsket. Der er dog stadig mulighed for tilplantning af arealer, så der opnås skovkarakter, med mindre andre lokale forhold taler imod det.

 

Læs mere om

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback