Støj
Vedvarende støj kan have en stor negativ effekt i ens hverdag. Gladsaxe Kommune har flere strækninger langs vejene, hvor støj fra trafikken overstiger de vejledende grænseværdier fra Miljøstyrelsen. Derfor er det nødvendigt med et fokus på reducering af støj både ved eksisterende og fremtidige støjfølsomme bebyggelser.
Der gælder følgende retningslinjer:
- Der bør ikke udlægges arealer til støjfølsom anvendelse såsom boliger, offentlige formål, institutioner, udendørs opholdsarealer og lignende i områder der overstiger Miljøstyrelsens grænseværdier for trafikstøj (Støj fra Veje, 2007).
- Hvis støjniveauet ikke kan sikres, skal der fastsættes krav om forebyggelse af støjgener, som beskrevet i Planloven og i Miljøstyrelsens vejledning Støj fra Veje, 2007.
- Primære friarealer skal overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for udendørs opholdsarealer svarende til maksimalt Lden 58 dB.
- I lokalplaner, hvor Miljøstyrelsens kortlægning viser, at der er støjudfordringer i området, skal der stilles krav til bygherre om konkrete støjberegninger.
I forbindelse med omdannelse af tidligere erhvervsområder til nye støjfølsomme anvendelser skal der tages hensyn til eksisterende støjende virksomheder enten ved afdæmpning eller støjforanstaltninger. - I byomdannelsesområder kan der opereres med overgangsordninger jf. mulighederne i planlovens § 15 a, hvorefter der kan udlægges areal til støjfølsom anvendelse, når der er sikkerhed for, at støjbelastningen er bragt til ophør i løbet af en periode, der ikke væsentligt overstiger 8 år.
- Støjafskærmning skal arkitektonisk tilpasses området og dets bebyggelse, og skal ved hjælp af f.eks. beplantning, transparens, perforering eller udformning bidrage positivt til byens rum uden at skabe nye bagsider.
Vedvarende påvirkning af trafikstøj udgør en sundhedsmæssig fare og kan blandt andet føre til forhøjet blodtryk, stressrelaterede sygdomme samt forøget risiko for hjertesygdomme. Gladsaxe er den kommune i Danmark, der har det største antal støjplagede boliger fra statslige veje, hvor kommunens virkemidler for at reducere støjen er meget begrænsede. Bilismen er steget markant de seneste år, og der er ikke udsigt til, at problemet går i sig selv. Trafikstøjen stiger med hastigheden, og på de statslige veje er de højeste tilladte hastigheder. Elbiler er ikke løsningen på støjudfordringen, da støj fra bilens dæk dominerer ved hastigheder over 35 km/t.
Planloven stiller særlige krav om støj og planlægning af nye områder til for eksempel boliger. Da større støjreduktioner har lange udsigter, skal der i planlægningen arbejdes med gode løsninger til at håndtere og skærme mod støj. Det kan for eksempel være placering og orientering af bygninger og friarealer, støjvolde, støjskærme og lignende. Det er vigtigt at sikre tilstrækkeligt med friareal, der overholder Miljøstyrelsens grænseværdier for trafikstøj.
Hvis støjen ikke skal forhindre fremtidig byudvikling, er det vigtigt, at problematikken tidligt indarbejdes i planlægningen, så de rigtige målinger og beregninger kan udarbejdes, og de gode løsninger kan indarbejdes i planerne. Gennem forskellige samarbejder skal de nyeste løsninger for f.eks. støjskærme eller overdækning af veje undersøges.
Byrådet har vedtaget en støjhandlingsplan for 2018-2023, og indgår i forskellige netværker for reduktion af trafikstøj og generel videndeling. Samtidig er der mere fokus på bæredygtig transport, og der er stort regionalt fokus på støjudfordringerne, og de konsekvenser det har for helbred, byudvikling, mm.